Mine tre dimensionale arbejder består af genstande som jeg har opsat på stykker af bomulds stof bemalet i lette, klare pastelfarver. Det er en farveskala har jeg samlet op på gaden i London hvor jeg bor og på strandene i Nordsjælland, hvor jeg tit vandrer når jeg er hjemme på besøg i Danmark. Det er plastik emballagernes palet, det bortkastede og det værdiløses farver som starter og styrer mine mange opstillinger.

De fundne plastik stumper får ofte selskab af ting jeg er nød til at købe: på gade markeder i øst London, i trade stores for håndværkere eller over internettet. Ved at kombinere det fundne og det købte med ting, som jeg fremstiller på mit værksted og ved at sætte dem sammen med hjælp af enkle systemer eller kompositioner bliver de, tøvende en del af en anden verden: forhåbentlig lige så konkret og sanselig som den hvorfra jeg hentede dem.

Mine håndgjorte objekter er bindeledet, en nødvendighed der skal til for at gøre de andre genstande menings bærende og læselige i deres nye sammenhæng. Med brugen af en konvention hentet fra traditionel billedsprog kan de bedst forstås som forgrunde, sat op og set mod de let bemalede stof stykker der læses som deres baggrund. Tilsammen tilhører de et fiktivt rum eller et landskab, der er deres nye virkelighed.

Under arbejdet med dette projekt besøgte jeg en improviseret mindelund, der spontant er opstået hvor en række veje krydser hinanden. Den er tilegnet sangeren George Michael der boede tæt ved dette sted før hans død sidste vinter. Personer, for hvem denne musiker har haft stor betydning kommer langvejs fra, ofte hver med deres medbragte memento. Disse personlige genstande anbringer de på plænen, tit op mod det sorte støbejerns hegn der omkranser den. Altid med stor omhu og respekt for andres bidrag.

Over de mange måneder det har stået på er der skabt stramt afmålte kompositioner med et overordnet fælles sprog: harmoniske og andagts fulde tableauer. Det er et sprog der låner fra de dekorerede sandslotte man ser langs havet på fine sommerdage, de iscenesatte opstillinger af relikvier man kender i katolske kirker og på de trofæ hylder mange teenagere så ofte har i deres soveværelser. Det er gjort med en refleksion og alvor, som jeg fandt ganske bevægende. På overfladen havde mit eget arbejde måske ikke meget tilfældes med denne have. Men den respekt der er udvist af de besøgende for hver enkel ting- hvert hjælpemiddel til at huske og række ud efter noget der uigenkaldeligt er tabt, der føler jeg en form for fælleskab.

Jeg har ingen tabt idol med hvem jeg gerne vil kommunikere: kun en form for balancepunkt, mellem den jeg engang var og den jeg stræber mod at blive. Mine omhyggelig udvalgte objekter tjener til meditation over materielle tings flygtighed, foranderligheden i hvordan jeg aflæser dem og en usikkerhed om hvilken del af mig der er ansvarlig for den respons jeg har. Jeg er optaget af at se, iagttage uden nødvendigvis at ændre meget ved det der er foran mine øjne.

I stedet foretrækker jeg at ny indramme (på engelsk, to reframe) hvad jeg ser ved hjælp af lette, formelle modspil. Jeg lader iagttagelser og erindringer styre min leg, stræber mod øjeblikke af genkendelse og erkendelse af hvad jeg helst undgår at indse, tale om og røre ved.

Mit arbejde, mine arrangementer foregår ofte på gulvet, men resultatet bliver til
slut hævet op på lave podier eller plinths således at de er lettere at se på. Ofte bliver de derpå lagt under låg af klar akryl, så selv det letteste indgreb er frosset i det øjeblik jeg erkendte det åbnede nye døre. Akryl lågene er som lukkemekanismen i et kamera: det er ‘the decesive moment’ hvor jeg har besluttede at alle formelle og betydnings bærende elementer er faldet på plads, har valgt at fryse det så det kan deles, uden angst for at noget senere skulle bliver ændret.

Nogle mindre enkelt stående figurer, der er blevet til på mit arbejdsbord og skal anbringes på simple hylder ved siden ad bomulds stykker, bemalet i same palet som de. Her kan de læses som kommentarer, trolderier eller bedende figurer: sat op til leg eller i andagt foran de illusioner, verdener jeg omhyggeligt har konstrueret ved hjælp af farve.

Sådanne billeder er et spil mellem hvad mine hænder (uden mit intellekts indblanding) og mine tanker (uden megen fysisk anstrengelse) tilsammen finder kan give mening.

Endelig er der nogle få, bemalede stykker, hvor jeg flyver blindt: maler uden de fysiske genstande til at vejlede og holde mig på jorden. Kun enkle systemer, improviseret på stedet holder min hånd i ro. De er lette og luftige,
og sådan må det nok være.

Jeg håber disse ord kan hjælpe dig på vej. Tak fordi du tog dig tid til at læse denne tekst og giver mine billeder en chance.

Anders Rindom

‘Erindringer, set og rørt‘ blev i September 2017 tildelt midler fra:
Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst